Sider

2.4.17

regnen er kommet tidligt i år.


i går tog jeg til busterminalen i Soledad for at købe min billet til Bogotá. Jeg tager afsted torsdag aften og rammer Bogotá engang i løbet af fredagen. Jeg har ikke været i Soledad alene før. Det er et nabolag i udkanten af Barranquilla hvis navn vækker en smule frygt i de fleste, ikke mindst barranquilleros fra andre nabolag. Sidevejene er ikke asfalterde. Ledninger hænger fra elmasterne. Og hestevognene holder på række. Det hele minder mig så meget om Indien. Jeg fik købt min billet, 250 kroner, jeg tror jeg har betalt en smule overpris. På vej ud af terminalen fik jeg øje på billederne i et fjernsyn. Katastrofen i Mocoa. Mocoa er i fuldstændig den anden ende af landet. Helt mod syd i junglen. Allerede i går ved middagstid var der fundet mange døde og tallet steg og steg hele dagen i går. Der er stadig forsvunde. Måske nåede de at flygte måske ligger de begravet under muddermasserne. Det var tre floder der kom tordnende mod byen i løbet af fredag nat. På en dag var der faldet 130 mm regn. En stor del af hvad der normalt falder på en måned. Men hvorfor regner det så meget? Og hvorfor styrtede floderne sådan afsted? Skovfældning, erosion. Menneskers tankeløse udnyttelse af naturen. Og nu ligger byen der smadret. Flere nabolag skyllet væk. Der er ingen strøm. Ingen benzin eller gas. Der er ikke meget mad. Markedspladsen forsvandt. Men værst af alt der er intet vand at drikke. Vi har ikke brug for meget. Men uden vand er vi ingenting.