jeg har egentlig villet skrive her på bloggen mange gange i løbet af den sidste måned men har bare ikke lige fået det gjort. Semestret i Barranquilla er næsten slut. Der er to uger tilbage og seks eksamener. Jeg har villet skrive om påsken hvor mor og far var her. Om kulindustrien. Om min tur til La Guajira og Sydamerikas nordligste punkt. Men det må lige vente for jeg vil gerne skrive lidt om ayahuasca - eller yage som det kaldes her. Jeg har nemlig lige læst en artikel i information om dets terapeutiske virkninger. Først må jeg kommentere det at plantedrikken, ikke bare i artiklen men ganske ofte, omtales som stoffer. Her kaldes det medicin. Men for at forstå det må man forstå at der med medicin ikke menes piller til behandling af en allerede opstået sygdom. Medicin er nærmere noget i retning af den visdom der er i naturen. Der er dyrenes medicin, af ørnen kan vi lære at se, af hunden at være trofast etc. Og planternes - af træerne kan vi lære at være stabile og stærke. Og af yage kan vi lære ting om os selv og universet. For mig at se handler det hele i bund og grund om at genopdage forbundetheden. I artiklen i information lægges der meget vægt på at personer der vil prøve at drikke yage skal være forberedte. At det ikke er for hvem som helst. I og for sig er jeg enig. For det er som om at en attitude ala - jeg vil det her så det gør jeg - at stille krav - ikke fungerer med yage. Det ord der falder mig ind er ydmyghed. Mennesket ikke som naturens hersker men som familie. Og samtidig er det selvfølgelig vigtigt at taitaen (shamanen) der skal føre en igennem ceremonien ved hvad han laver (lige som en kirug eller hvad ved jeg skal vide hvad hun laver). Men at man i vesten uden videre indtager en masse piller som man glimrende ved har ubehagelige bivirkninger men anser en naturlig plantedril for uforholdsmæssigt farlig er mig en gåde. Første gang jeg hørte om tage var for syv år siden i Iquitos, Peru. Der var nogle andre rejsende der hver aften tog hen til en shaman og hver morgen snakkede om feer og drager som de havde set og om hvor meget de havde brækket sig. Uden at kunne forklare hvorfor vidste jeg at jeg gerne ville prøve at drikke tage men at det der i junglen hverken var det rigtige sted tid eller selskab. Sidste år befandt jeg mig pludselig i de helt rigtige omgivelser. Og jeg havde æren af at møde en af de allermest anerkendte taitaer her i Colombia. En mand er Putumayo hvis alder ingen rigtig kender. Nogle gange er han 103. Vi sad hele natten om et stort bål under en imponerende stjernehimmel. Hver på sin rejse. Det er ikke rigtig til at sige hvad der vil ske for det afhænger af dig.