Sider

27.4.17


historie om i går


jeg vil gerne nå hjem inden gaderne oversvømmes. Før det begynder at regne sidder vi på trappen uden for biblioteket og du læser et digt højt som du har skrevet om din fars farm. Jeg forestillet mig en labyrint af grå hegn og mudder og de sortbrogede der tygger drøv og planlægger oprør. Det blæser lidt nu. Asfalten sitrer og de første dråber falder. Den blå bus kommer langsomt frem og inden jeg står af er det stoppet med at regne. Ingen oversvømmelse i dag. Luften er friskere. Fornyet af dråberne der er faldet igennem den. Jeg skifter til løbetøj og løber springende på det hullede fortov. Himlen er mærket af en lysende trekant. Der hvor solen rører jorden. Jeg ser to politimænd og kommer i tanke om at jeg ikke har mine identitetspapirer med. Det kan betyde fængsel i et døgns tid. Eller mere sandsynligt forsøg på at få mig til at betale bestikkelse for ikke at komme i fængsel. Jeg løber hurtigere og hurtigere og når hjem inden det bliver mørkt og uden at være blevet stoppet af politiet.

25.4.17

jeg står i printerkø på Uni og det er som at være inde i kuplen i botanisk have bare dobbelt så varmt. Måske tre gange så varmt. Jeg drikker kaffe fordi en palæstinenser engang kom med te til os da vi var ved at grave en brønd uden for hebron. Jeg forstod ikke hvorfor han ikke kom med isterninger men varme drikke skulle være bedst i varmen. Så nu smelter jeg i mine sorte cowboybukser som jeg har på for det har man her. Der tænker jeg at det ville være bedre med en form for ørkendragt som palæstinenseren havde på eller helt hvidt løst tøj som cogierne og de andre indianerstammer herfra bruger. Jeg drikker også kaffe fordi jeg stod op klokken seks for at lave et resume af Augustins Guds Stad bog 22. Det skulle have været afleverer for en uge siden. Men tid er ikke bare tid. I forgårs befandt jeg mig i et noget venligere klima sammen med mor og far. Vi så blandt en havdinosaurs skellet og et muisca observatorium. For der hvor bjergene og Villa de leyba og Santa Sofia osv er i dag var der engang hav. Senere var der muiscaer, observatoriet var vidst tre- firetusind år gammelt.

2.4.17

regnen er kommet tidligt i år.


i går tog jeg til busterminalen i Soledad for at købe min billet til Bogotá. Jeg tager afsted torsdag aften og rammer Bogotá engang i løbet af fredagen. Jeg har ikke været i Soledad alene før. Det er et nabolag i udkanten af Barranquilla hvis navn vækker en smule frygt i de fleste, ikke mindst barranquilleros fra andre nabolag. Sidevejene er ikke asfalterde. Ledninger hænger fra elmasterne. Og hestevognene holder på række. Det hele minder mig så meget om Indien. Jeg fik købt min billet, 250 kroner, jeg tror jeg har betalt en smule overpris. På vej ud af terminalen fik jeg øje på billederne i et fjernsyn. Katastrofen i Mocoa. Mocoa er i fuldstændig den anden ende af landet. Helt mod syd i junglen. Allerede i går ved middagstid var der fundet mange døde og tallet steg og steg hele dagen i går. Der er stadig forsvunde. Måske nåede de at flygte måske ligger de begravet under muddermasserne. Det var tre floder der kom tordnende mod byen i løbet af fredag nat. På en dag var der faldet 130 mm regn. En stor del af hvad der normalt falder på en måned. Men hvorfor regner det så meget? Og hvorfor styrtede floderne sådan afsted? Skovfældning, erosion. Menneskers tankeløse udnyttelse af naturen. Og nu ligger byen der smadret. Flere nabolag skyllet væk. Der er ingen strøm. Ingen benzin eller gas. Der er ikke meget mad. Markedspladsen forsvandt. Men værst af alt der er intet vand at drikke. Vi har ikke brug for meget. Men uden vand er vi ingenting.