Berastagi
og tiden som bare flyver lige som vi gør, flyver i alle mulige retninger for Erik er fløjet hjem men Gro fløj til Kuala Lumpur og fra Kuala Lumpur fløj vi siden til Banda Aceh og andre flyver i andre retninger, den sidste del af familien nu i Indien. Men Sumatra minder faktisk ret meget om Indien.
Vi er trætte nu, Gro og jeg, og jeg har en uldbluse på, varmt tøj for første gang i fire måneder, i bjergene igen, der skulle være vulkaner de er gemt i skyerne. Himlen er lysegrå bjergene mørkere grå og byen grålig træerne sorte spidse som graner et rødt tag den blå vandtank en boble på ben synes man burde give den et ansigt. Lige som frygten, det man kan være bange for, natten mørket nye store byer tuktuk chaufføren med hvid hjelm og to overmundstænder kører han nu til busstationen, han glemte at han havde sagt snydepris til mig 40.000 men jeg giver ham 50.000 og får 20.000 tilbage. Men Sumatra er billigt nok at være i. Hytten hos mama på Pulau Weh - 40.000 rupiah det er et eller andet over tyve kroner.
429 km er der fra Banda Aceh til Medan og det tog 16 timer at køre den strækning. Kørte i går formiddags klokken 1 og var fremme i nat ved 5 tiden, men det er nok også på grund af ramadanen, de stoppede for at spise nogle gange i løbet af natten. Her i Berastagi er de vidst overvejende kristne, der er masser af kirker men også moskeer. Restauranterne er åbne i løbet af dagen og folk spiser. I Banda Aceh kom folk til lige inden de måtte spise, bestilte mad så det stod klar foran dem og så kom det store værsågod at spise og de spiste og røg og drak.
Det er fjorten dage siden Erik tog hjem og samme aften kom Gro. Om fjorten dage tager Gro hjem og jeg fortsætter til Sydamerika.
Så hvad skal man med planer? Man ved jo alligevel ikke hvad fremtiden har tænkt sig at finde på.
og tiden som bare flyver lige som vi gør, flyver i alle mulige retninger for Erik er fløjet hjem men Gro fløj til Kuala Lumpur og fra Kuala Lumpur fløj vi siden til Banda Aceh og andre flyver i andre retninger, den sidste del af familien nu i Indien. Men Sumatra minder faktisk ret meget om Indien.
Vi er trætte nu, Gro og jeg, og jeg har en uldbluse på, varmt tøj for første gang i fire måneder, i bjergene igen, der skulle være vulkaner de er gemt i skyerne. Himlen er lysegrå bjergene mørkere grå og byen grålig træerne sorte spidse som graner et rødt tag den blå vandtank en boble på ben synes man burde give den et ansigt. Lige som frygten, det man kan være bange for, natten mørket nye store byer tuktuk chaufføren med hvid hjelm og to overmundstænder kører han nu til busstationen, han glemte at han havde sagt snydepris til mig 40.000 men jeg giver ham 50.000 og får 20.000 tilbage. Men Sumatra er billigt nok at være i. Hytten hos mama på Pulau Weh - 40.000 rupiah det er et eller andet over tyve kroner.
429 km er der fra Banda Aceh til Medan og det tog 16 timer at køre den strækning. Kørte i går formiddags klokken 1 og var fremme i nat ved 5 tiden, men det er nok også på grund af ramadanen, de stoppede for at spise nogle gange i løbet af natten. Her i Berastagi er de vidst overvejende kristne, der er masser af kirker men også moskeer. Restauranterne er åbne i løbet af dagen og folk spiser. I Banda Aceh kom folk til lige inden de måtte spise, bestilte mad så det stod klar foran dem og så kom det store værsågod at spise og de spiste og røg og drak.
Det er fjorten dage siden Erik tog hjem og samme aften kom Gro. Om fjorten dage tager Gro hjem og jeg fortsætter til Sydamerika.
Så hvad skal man med planer? Man ved jo alligevel ikke hvad fremtiden har tænkt sig at finde på.