Frankfurt lufthavn

Himlen er lige så hvid som dobbeltdækkerflyet der holder ude foran vinduet. Det fly jeg var med hertil var forsinket på grund af vejret. Ikke at det gjorde noget for mig. Skulle alligevel vente godt sytten timer. Nu er der ikke meget mere end tre timer tilbage så letter flyet der skal tage mig med til Colombia. Da jeg for snart fire år siden første gang tog til Colombia havde jeg bestemt ikke regnet med at det skulle blive et af mine yndlingssteder i hele verden. Da jeg fløj fra Kuala Lumpur var jeg sådan set så bange for Colombia at jeg ikke regnede med at være der stort mere end et par dage. At jeg overhovedet havde købt billetten kunne man undre sig over. Men sådan er det når der handles impulsivt. Og det er som om de impulsive handlinger faktisk i sidste ende kan give allermest mening. Som om de udspringer af et eller andet dyb der fatter lidt mere af verden end vi selv gør. Og så er al mulig "rationel" beslutningstagning bare en måde at fjerne sig længere og længere fra dette. 

Der er noget helt anderledes over den her rejse - for det første fordi det ikke er en rejse i egentlig forstand. Jeg skal studere i Barranquilla. Om jeg kommer til at forstå meget i timer om "la cosa en si"og "Dialéctica de la Ilustración" bliver spændende at finde ud af. Jeg har en adresse, får nøgler til mit eget værelse. Men rejsen er også anderledes fordi jeg i den grad vender tilbage. Landet og menneskene har givet mig følelsen af at jeg også hører til der. Jeg er ikke bare en fuldstændig fremmed når jeg lander engang i nat.