jeg står i printerkø på Uni og det er som at være inde i kuplen i botanisk have bare dobbelt så varmt. Måske tre gange så varmt. Jeg drikker kaffe fordi en palæstinenser engang kom med te til os da vi var ved at grave en brønd uden for hebron. Jeg forstod ikke hvorfor han ikke kom med isterninger men varme drikke skulle være bedst i varmen. Så nu smelter jeg i mine sorte cowboybukser som jeg har på for det har man her. Der tænker jeg at det ville være bedre med en form for ørkendragt som palæstinenseren havde på eller helt hvidt løst tøj som cogierne og de andre indianerstammer herfra bruger. Jeg drikker også kaffe fordi jeg stod op klokken seks for at lave et resume af Augustins Guds Stad bog 22. Det skulle have været afleverer for en uge siden. Men tid er ikke bare tid. I forgårs befandt jeg mig i et noget venligere klima sammen med mor og far. Vi så blandt en havdinosaurs skellet og et muisca observatorium. For der hvor bjergene og Villa de leyba og Santa Sofia osv er i dag var der engang hav. Senere var der muiscaer, observatoriet var vidst tre- firetusind år gammelt.

regnen er kommet tidligt i år.


i går tog jeg til busterminalen i Soledad for at købe min billet til Bogotá. Jeg tager afsted torsdag aften og rammer Bogotá engang i løbet af fredagen. Jeg har ikke været i Soledad alene før. Det er et nabolag i udkanten af Barranquilla hvis navn vækker en smule frygt i de fleste, ikke mindst barranquilleros fra andre nabolag. Sidevejene er ikke asfalterde. Ledninger hænger fra elmasterne. Og hestevognene holder på række. Det hele minder mig så meget om Indien. Jeg fik købt min billet, 250 kroner, jeg tror jeg har betalt en smule overpris. På vej ud af terminalen fik jeg øje på billederne i et fjernsyn. Katastrofen i Mocoa. Mocoa er i fuldstændig den anden ende af landet. Helt mod syd i junglen. Allerede i går ved middagstid var der fundet mange døde og tallet steg og steg hele dagen i går. Der er stadig forsvunde. Måske nåede de at flygte måske ligger de begravet under muddermasserne. Det var tre floder der kom tordnende mod byen i løbet af fredag nat. På en dag var der faldet 130 mm regn. En stor del af hvad der normalt falder på en måned. Men hvorfor regner det så meget? Og hvorfor styrtede floderne sådan afsted? Skovfældning, erosion. Menneskers tankeløse udnyttelse af naturen. Og nu ligger byen der smadret. Flere nabolag skyllet væk. Der er ingen strøm. Ingen benzin eller gas. Der er ikke meget mad. Markedspladsen forsvandt. Men værst af alt der er intet vand at drikke. Vi har ikke brug for meget. Men uden vand er vi ingenting.

da min computer stadig er i stykker vil jeg nu prøve at blogge fra min telefon. Jeg er langsommere end de fleste til at tage ny teknologi til mig men jeg er ved at kunne se mange fordele ved den her telefon. I dag kunne jeg tale med min familie. Ikke som om der var et ocean i mellem os.


i denne uge har der været en masse forskellige konferencer og foredrag på Uni. I tirsdags hørte jeg et om klimaforandringernes konsekvenser her ved kysten. Byerne er allerede hårdt ramt. Og når regntiden så forudsiges at blive værre og værre. Og orkaner. En ting man nok ikke lige tænker på er issmeltningen. Her er tredve grader varmt men jeg mener ikke vaffelis. La Sierra Nevada. Bjergene med sne der rejser sig fra kysten til en højde på over fem km. I dag talte en mand fra indianersamfundene der lever i det område. De går alle i hvidt tøj og mændene har hvide hatte på. De er forbundet med sneen. I følge deres skabelsesmyte var der først havet - moder havet - og intet andet. Havet var ikke en person eller noget på den måde begrebsliggjort. Havet var. Siden kom træerne bjergene menneskene. Floderne er jordens blodårer. Tænk det sådan. Tænk hvordan et menneske er afhængigt af sine blodårer
. At blodet ja flyde frit. At blodet er rent. I la Sierra Nevada fødes mere end tredve floder. I Colombia er der massevis af floder. Og meget få personer forsøger at beskytte dem. Men der er nogen der gør det. Og tak for det.

barranquillera

Der er mange maader hvorpaa det er nemt at se at jeg ikke er fra Barranquilla. En af dem er maaden hvorpaa jeg saetter mig til rette som den eneste i hoejre side af bussen. Solsiden. Alle andre har laert for laengst at holde sig til den anden side. Eller i det mindste saette sig ud til gange hvor solens straaler maaske ikke helt naar. Jeg bliver siddende ved vinduet. Med blaesten i haaret gaar det nok.

Billedet er maaske taget for en maaned siden eller mere. Vi var i Guatavita. Det regnede en smule og jeg var lykkelig for der var ikke faldet en draabe regn den maaned jeg havde vaeret i Barranquilla. Det regner stadig ikke her. Men det er begyndt at blaese kraftigere. Regnen er begyndt i Bogotá og det omraade. Bogotá ligger i Cundinamarca. Der er jeg naar jeg ikke er i Barranquilla. Jeg er ikke i Bogotá. Eller faktisk var vi i sidste uge i Bogotá. Gik naesten forbi der jeg boede engang. Gaden med alle motorcyklerne. Det er ikke et specielt rart omraade. Jeg ved ikke om det er blevet vaerre eller om jeg ingenting opfattede dengang. I naeste uge skal jeg til Bogotá med nogle venner og det bliver sjovt at vise dem lidt rundt. Men Bogotá er en anden tid. Jeg har ikke meget lyst til at vaere i store byer laengere. Barranquilla er en stor by. Men lige her hvor jeg bor er her nogenlunde roligt. Der er dog ham der spiller paa harmonika naesten hele tiden. Uden rigtig at spille nogen melodi. Jeg har overstaaet de foerste eksamener. Her er der tre eller fire deleksamener i loebet af et semester og ens karakter til slut er gennemsnittet af disse. Mine stakkels klassekammerater naar knap at slappe af foer de begynder at bekymre sig om den naeste eksamen. Jeg er saa heldig at jeg bare skal bestaa. Maaske er det mest spaendende fag jeg har et om koen og kultur. Om end jeg til paa tirsdag skal finde paa en eller anden form for aktivisme et projekt om noget i anledning af kvindernes internationale kampdag i forgaars. Kampdag saa jeg ikke. Der blev solgt roser paa gaden. Man blev oensket glaedelig kvindedag. Der var tilbud i butikkerne paa haarprodukter og andre af saadan nogle ting som kvinder jo elsker. Jeg tror ikke jeg er saerlig meget for ideen om kamp. Men lige meget hvordan man vender og drejer det er der noget galt med maaden vi lever paa i dag og et eller andet maa vi goere. Ikke kun i forhold til et koensspoergsmaal.  I forhold til respekt i det hele taget. Respekt for vores omverden den jord vi gaar paa det vand vi drikker. Jeg var til en peyote ceremoni hvor der blev bedt for alle dem der saetter livet paa spil for at redde det rene vand der er tilbage. Magdalena floden som flyder fra San Agustin og loeber ud i havet her i Barranquilla er klam og forurenet. Jeg har hoert at det paa et tidspunkt ikke var muligt at bade ved de populaere strande udenfor byen fordi vandet var giftigt. I stedet for at taenke sig om og begynde at behandle floden ordentligt flyttede man udmundingen.

har i dag haft den første trommeundervisning. Hvem ved måske lærer jeg rent faktisk at klappe i takt. Vi spiller cumbia der er tre forskellige trommer og fløjter og rasler. Vi sidder i en cirkel og rammer trommeskindet med vores hænder nogenlunde samtidig tror jeg. Med alle de forskellige lyde kan jeg ikke skelne noget fra hinanden.


 

I morges vaagnede jeg klokken seks selvom det er fredag og jeg ikke behoever at staa tidligt op for at tage paa universitetet. Vaekket af hvad ved jeg ikke. Naboens haner der galer doegnet rundt. Et fly der flyver lavt over byen. Paa vej til eller fra. Eller brisen der faar mangotraets blade til at rasle.

Der er mange lyde her. Det her hus hvor jeg nu naesten har boet en maaned. Da jeg vaagnede tjekkede jeg min mail som jeg har faaet for vane at goere for naar jeg vaagner er det allerede over middag i Danmark. Og der var en mail fra min redaktoer og vedhaeftet en side fra Informations rejsetillaeg. Om mig og Colombia. Jeg talte i telefon med journalisten for nogle uger siden. Jeg sad paa gulvet i et raekkehus i en mindre by lidt uden for Bogotá. Vi snakkede om rejser og om at foele sig hjemme.

I morges kunne jeg ikke falde i soevn igen. Jeg laeste lidt nyheder. Om folketinget der er bange for at der bliver for mange ikke-vestlige danskere. Det er en tragisk nyhed. Og i forlaengelse af det her med hjem - og tilhoersforhold kan jeg ikke lade vaere med at taenke paa hvor skraekkeligt det maa vaere at foele sig hjemme et sted hvor andre fortaeller en at man ikke er velkommen lige pludselig. Jeg foeler mig hjemme i det raekkehus i en mindre by lidt uden for Bogotá. Jeg er ved at foele mig hjemme i det groenne hus i Barranquilla. Jeg tror ikke at foelelsen af hjem handler om roedder. Jeg tror ikke det handler om at bo der hvor ens forfaedre ligger begravet. Hjem er noget meget mere flydende. Og hjem betyder noget andet for dig end det goer for mig. Jeg tror maaske det er noedvendigt at foele sig hjemme et eller andet sted. Jeg ved ikke om det er noedvendigt. Men jeg tror det. At foele et tilhoersforhold. Til et sted eller til mange steder. Og tragisk er det saa naar der er mennesker der er tvunget til at flygte fra deres hjem. Og dobbelttragisk bliver det saa naar de mennesker forsoeger at foele sig hjemme et nyt sted og der saa kommer nogen og siger det kan du godt glemme alt om. Det her er ikke dit hjem.


En helt anden nyhed er den at farc-soldaterne i loebet af de sidste par uger er blevet samlet 26 forskellige steder i landet i nogle lejre. De har indleveret deres vaaben og skal paa en eller anden maade begynde at integrere sig i samfundet.