Er så heldig at have fri om fredagen. I dag står jeg op ved otte tiden solen skinner og det er allerede varmt. Drikker kaffe og retter manuskript. Min første roman der foregår i Bogotá. Kysten og bjergene er to forskellige verdener. Her er der aldrig brug for en uldtrøje. Luften er altid tyk. Hver dag når jeg kører til og fra uni bussen kan jeg se havet. Og jeg kan se det fra bygning K hvor jeg har undervisning på 11. sal. Atlanterhavet. Jeg har et fag som kun handler om Garcia Marquez´ værker. Underviseren siger at der er noget Barranquilla eller noget kyst i alle hans romaner. Naboens haner galer døgnet rundt. Vi har haft besøg af en meget tynd grå killing og på campus vandrer leguaner adstadigt rundt på græsset eller de klatrer op i træerne og æder blade.

Campus, Uni Norte, Barranquilla

I dag første dag med undervisning. Det viste sig at være et fag om dystopier. Så Orwell, Huxley etc. på spansk. Jeg har mit buskort, mit studiekort, mit værelse hvor alle ting er lagt på hylder i et skab og rygsækken står igen tom. Temperaturen er omkring 30 grader men det er den kølige årstid fordi der nu er en let brise de fleste dage. Jeg har stadig ikke nogen god fornemmelse for hvor i byen jeg er. Den har vidst nogenlunde samme indbyggertal som København. Fredag var vi udvekslingsstuderende rundt med bus og politieskorte. Jeg har gået nogle ture i nabolaget og der er der umiddelbart ikke noget farligt ved. Her er anderledes end i Bogota. Klimaet gør noget ved os. 

Frankfurt lufthavn

Himlen er lige så hvid som dobbeltdækkerflyet der holder ude foran vinduet. Det fly jeg var med hertil var forsinket på grund af vejret. Ikke at det gjorde noget for mig. Skulle alligevel vente godt sytten timer. Nu er der ikke meget mere end tre timer tilbage så letter flyet der skal tage mig med til Colombia. Da jeg for snart fire år siden første gang tog til Colombia havde jeg bestemt ikke regnet med at det skulle blive et af mine yndlingssteder i hele verden. Da jeg fløj fra Kuala Lumpur var jeg sådan set så bange for Colombia at jeg ikke regnede med at være der stort mere end et par dage. At jeg overhovedet havde købt billetten kunne man undre sig over. Men sådan er det når der handles impulsivt. Og det er som om de impulsive handlinger faktisk i sidste ende kan give allermest mening. Som om de udspringer af et eller andet dyb der fatter lidt mere af verden end vi selv gør. Og så er al mulig "rationel" beslutningstagning bare en måde at fjerne sig længere og længere fra dette. 

Der er noget helt anderledes over den her rejse - for det første fordi det ikke er en rejse i egentlig forstand. Jeg skal studere i Barranquilla. Om jeg kommer til at forstå meget i timer om "la cosa en si"og "Dialéctica de la Ilustración" bliver spændende at finde ud af. Jeg har en adresse, får nøgler til mit eget værelse. Men rejsen er også anderledes fordi jeg i den grad vender tilbage. Landet og menneskene har givet mig følelsen af at jeg også hører til der. Jeg er ikke bare en fuldstændig fremmed når jeg lander engang i nat.

de sidste par uger har jeg vaeret frem og tilbage mellem Bogota og La Calera. Snart har jeg faaet tatoveret et trae paa benet, roedderne er der, stammen og bladene. Der mangler bare detaljerne paa grenene. En god ven har paataget sig det enorme arbejde det har vist sig at vaere at prikke tusindvis af blaekprikker ind i mit ben. La Calera er oppe i bjergene en lille halv time fra Bogota. I dag har Nikolaj og jeg vaeret inde i landsbyen. Med plaza og kirke som alle andre landsbyer her. Arepa - majspandekager - og kaffe. Nikolaj kom til Bogota sidste uge. Vi moedtes med soede Rebecca som jeg aldrig faar set derhjemme i Danmark, men her ude i verden kan vi finde ud af det. Vi var paa en hyggelig restaurant i La Candelaria med quinoaburgere og livemusik En anden aften lavede vi baal hos nogle venner jeg ikke har set i snart tre aar. Det er en fed folelese at sidde midt i en millionby, i naerheden af flere mennesker end der bor i hele Danmark, men i roen ved et baal og med lyden af en guitar. Her i La Calera faar vi laest en masse, laert en masse, spist en masse - mens tatoveringen bliver stoerre og stoerre. I aften skal jeg lave kartoffelmos.

nogle dage i Bogota

Hjoernebageriet hvor jeg plejede at drikke min cafe con leche er lukket og jeg har endnu ikke fundet et nyt sted. Der er selvfoelgelig masser af bagerier men jeg har ikke et fast sted. Her er det torsdag formiddag. Vi er vidst syv timer efter Danmark. Tiden er ikke til at forstaa. Jeg har haft mistet fornemmelsen for dage og datoer fuldstaendigt. Vaagnede naar trommen loed lige foer solopgang og gik i seng efter aftensmaden naar det var blevet meget moerkt eller naar fuldmaanen lyste det hele op. Her i Bogota gemmer stjernerne sig. Jeg har fundet Casa Poesia med et lydbibliotek. Jeg saetter mig i en brun sofa tager hoeretelefonerne paa og Tora saetter en optagelse i gang. Jeg har hoert indianske digtere. Foerst laeser de op paa deres eget sprog og saa paa spansk. Poesien er det guld spanierne ikke kunne stjaele. Poesien er det hjerte de ikke kunne slaa ihjel. Har gaaet lange ture rundt i byen. En uendelig by. Fredsaftalen har jeg ikke maerket noget til. Men en ven af en ven blev slaaet ihjel af de paramilitaere styrker for et par dage siden. Colombia er saa fuld af vold og saa fuld af skoenhed paa samme tid. 

tre en halv uge i Colombia.

Jeg er tilbage i Bogota. Meget er forandret siden jeg var her sidst for snart tre aar siden. I dag har jeg koebt en digtsamling og drukket cafe con leche. I forgaars kom jeg tilbage fra bjergene. Derude moedte jeg shamaner fra junglen og fantastiske mennesker fra hele verden. Det var ikke noget jeg havde planlagt. Da jeg stadig gik rundt derhjemme i Aarhus var der saa mange der spurgte mig hvad min plan var. Jeg tror jeg til sidst fandt paa en plan. Noget med trek i junglen og sprogskole. Men det er bedre uden en plan. Eller i hvert fald har jeg endnu engang fundet ud af at det bringer noget magisk ikke at holde sig til planen. Dagen efter jeg landede i Bogota spurgte to venner om jeg ville med ud i bjergene og sove i telt. Jeg var traet og havde maaske mest lyst til at sige lad os goere det en anden gang. Men jeg tog med. Vi brugte fire timer paa at komme ud af Bogota. Endte med at overnatte i Villa de Leyva og foerst koere videre naeste morgen. Moedte Rukmini hvis bedstefar er dansk. Saa kan vi sige hvordan har du det. Dansk og spansk smelter sammen. Vi badede ved vandfaldet. Gik rundt i bjergene blandt traeer med langt graat skaeg. Senere kom A og S, paa vej til Sorocota. Jeg tog med dem. Laante telt og taepper. Befandt mig pludselig i en ny verden. En verden med gamle ceremonier og en natur fuld af betydning. Tiden forsvandt der. Staa op ved solopgang og synge mens soldanserne danser rundt i cirkler. Bade i floden. Hjaelpe med at skaere frugt til morgenmaden. Laere om alt muligt jeg ikke anede fandtes. Jeg har ikke taget nogen fotos. Bogota er larmende og hurtig. Men her er ogsaa godt at vaere. 

afstøvning og genoplivning

den blå rygsæk er pakket. Står lige nu i et hjørne i min farmors og farfars stue og i morgen tager jeg den med tilbage til Colombia. Og dermed vil jeg forsøge at få bloggen igang igen og skrive om gensyn og alt det nye jeg skal se. Jeg starter ud med nogle dage i Bogota men derudover har jeg ikke mange planer.

nos vemos