jeg har egentlig villet skrive her på bloggen mange gange i løbet af den sidste måned men har bare ikke lige fået det gjort. Semestret i Barranquilla er næsten slut. Der er to uger tilbage og seks eksamener. Jeg har villet skrive om påsken hvor mor og far var her. Om kulindustrien. Om min tur til La Guajira og Sydamerikas nordligste punkt. Men det må lige vente for jeg vil gerne skrive lidt om ayahuasca - eller yage som det kaldes her. Jeg har nemlig lige læst en artikel i information om dets terapeutiske virkninger. Først må jeg kommentere det at plantedrikken, ikke bare i artiklen men ganske ofte, omtales som stoffer. Her kaldes det medicin. Men for at forstå det må man forstå at der med medicin ikke menes piller til behandling af en allerede opstået sygdom. Medicin er nærmere noget i retning af den visdom der er i naturen. Der er dyrenes medicin, af ørnen kan vi lære at se, af hunden at være trofast etc. Og planternes - af træerne kan vi lære at være stabile og stærke. Og af yage kan vi lære ting om os selv og universet. For mig at se handler det hele i bund og grund om at genopdage forbundetheden. I artiklen i information lægges der meget vægt på at personer der vil prøve at drikke yage skal være forberedte. At det ikke er for hvem som helst. I og for sig er jeg enig. For det er som om at en attitude ala - jeg vil det her så det gør jeg - at stille krav - ikke fungerer med yage. Det ord der falder mig ind er ydmyghed. Mennesket ikke som naturens hersker men som familie. Og samtidig er det selvfølgelig vigtigt at taitaen (shamanen) der skal føre en igennem ceremonien ved hvad han laver (lige som en kirug eller hvad ved jeg skal vide hvad hun laver). Men at man i vesten uden videre indtager en masse piller som man glimrende ved har ubehagelige bivirkninger men anser en naturlig plantedril for uforholdsmæssigt farlig er mig en gåde. Første gang jeg hørte om tage var for syv år siden i Iquitos, Peru. Der var nogle andre rejsende der hver aften tog hen til en shaman og hver morgen snakkede om feer og drager som de havde set og om hvor meget de havde brækket sig. Uden at kunne forklare hvorfor vidste jeg at jeg gerne ville prøve at drikke tage men at det der i junglen hverken var det rigtige sted tid eller selskab. Sidste år befandt jeg mig pludselig i de helt rigtige omgivelser. Og jeg havde æren af at møde en af de allermest anerkendte taitaer her i Colombia. En mand er Putumayo hvis alder ingen rigtig kender. Nogle gange er han 103. Vi sad hele natten om et stort bål under en imponerende stjernehimmel. Hver på sin rejse. Det er ikke rigtig til at sige hvad der vil ske for det afhænger af dig.

historie om i går


jeg vil gerne nå hjem inden gaderne oversvømmes. Før det begynder at regne sidder vi på trappen uden for biblioteket og du læser et digt højt som du har skrevet om din fars farm. Jeg forestillet mig en labyrint af grå hegn og mudder og de sortbrogede der tygger drøv og planlægger oprør. Det blæser lidt nu. Asfalten sitrer og de første dråber falder. Den blå bus kommer langsomt frem og inden jeg står af er det stoppet med at regne. Ingen oversvømmelse i dag. Luften er friskere. Fornyet af dråberne der er faldet igennem den. Jeg skifter til løbetøj og løber springende på det hullede fortov. Himlen er mærket af en lysende trekant. Der hvor solen rører jorden. Jeg ser to politimænd og kommer i tanke om at jeg ikke har mine identitetspapirer med. Det kan betyde fængsel i et døgns tid. Eller mere sandsynligt forsøg på at få mig til at betale bestikkelse for ikke at komme i fængsel. Jeg løber hurtigere og hurtigere og når hjem inden det bliver mørkt og uden at være blevet stoppet af politiet.

jeg står i printerkø på Uni og det er som at være inde i kuplen i botanisk have bare dobbelt så varmt. Måske tre gange så varmt. Jeg drikker kaffe fordi en palæstinenser engang kom med te til os da vi var ved at grave en brønd uden for hebron. Jeg forstod ikke hvorfor han ikke kom med isterninger men varme drikke skulle være bedst i varmen. Så nu smelter jeg i mine sorte cowboybukser som jeg har på for det har man her. Der tænker jeg at det ville være bedre med en form for ørkendragt som palæstinenseren havde på eller helt hvidt løst tøj som cogierne og de andre indianerstammer herfra bruger. Jeg drikker også kaffe fordi jeg stod op klokken seks for at lave et resume af Augustins Guds Stad bog 22. Det skulle have været afleverer for en uge siden. Men tid er ikke bare tid. I forgårs befandt jeg mig i et noget venligere klima sammen med mor og far. Vi så blandt en havdinosaurs skellet og et muisca observatorium. For der hvor bjergene og Villa de leyba og Santa Sofia osv er i dag var der engang hav. Senere var der muiscaer, observatoriet var vidst tre- firetusind år gammelt.

regnen er kommet tidligt i år.


i går tog jeg til busterminalen i Soledad for at købe min billet til Bogotá. Jeg tager afsted torsdag aften og rammer Bogotá engang i løbet af fredagen. Jeg har ikke været i Soledad alene før. Det er et nabolag i udkanten af Barranquilla hvis navn vækker en smule frygt i de fleste, ikke mindst barranquilleros fra andre nabolag. Sidevejene er ikke asfalterde. Ledninger hænger fra elmasterne. Og hestevognene holder på række. Det hele minder mig så meget om Indien. Jeg fik købt min billet, 250 kroner, jeg tror jeg har betalt en smule overpris. På vej ud af terminalen fik jeg øje på billederne i et fjernsyn. Katastrofen i Mocoa. Mocoa er i fuldstændig den anden ende af landet. Helt mod syd i junglen. Allerede i går ved middagstid var der fundet mange døde og tallet steg og steg hele dagen i går. Der er stadig forsvunde. Måske nåede de at flygte måske ligger de begravet under muddermasserne. Det var tre floder der kom tordnende mod byen i løbet af fredag nat. På en dag var der faldet 130 mm regn. En stor del af hvad der normalt falder på en måned. Men hvorfor regner det så meget? Og hvorfor styrtede floderne sådan afsted? Skovfældning, erosion. Menneskers tankeløse udnyttelse af naturen. Og nu ligger byen der smadret. Flere nabolag skyllet væk. Der er ingen strøm. Ingen benzin eller gas. Der er ikke meget mad. Markedspladsen forsvandt. Men værst af alt der er intet vand at drikke. Vi har ikke brug for meget. Men uden vand er vi ingenting.

da min computer stadig er i stykker vil jeg nu prøve at blogge fra min telefon. Jeg er langsommere end de fleste til at tage ny teknologi til mig men jeg er ved at kunne se mange fordele ved den her telefon. I dag kunne jeg tale med min familie. Ikke som om der var et ocean i mellem os.


i denne uge har der været en masse forskellige konferencer og foredrag på Uni. I tirsdags hørte jeg et om klimaforandringernes konsekvenser her ved kysten. Byerne er allerede hårdt ramt. Og når regntiden så forudsiges at blive værre og værre. Og orkaner. En ting man nok ikke lige tænker på er issmeltningen. Her er tredve grader varmt men jeg mener ikke vaffelis. La Sierra Nevada. Bjergene med sne der rejser sig fra kysten til en højde på over fem km. I dag talte en mand fra indianersamfundene der lever i det område. De går alle i hvidt tøj og mændene har hvide hatte på. De er forbundet med sneen. I følge deres skabelsesmyte var der først havet - moder havet - og intet andet. Havet var ikke en person eller noget på den måde begrebsliggjort. Havet var. Siden kom træerne bjergene menneskene. Floderne er jordens blodårer. Tænk det sådan. Tænk hvordan et menneske er afhængigt af sine blodårer
. At blodet ja flyde frit. At blodet er rent. I la Sierra Nevada fødes mere end tredve floder. I Colombia er der massevis af floder. Og meget få personer forsøger at beskytte dem. Men der er nogen der gør det. Og tak for det.

barranquillera

Der er mange maader hvorpaa det er nemt at se at jeg ikke er fra Barranquilla. En af dem er maaden hvorpaa jeg saetter mig til rette som den eneste i hoejre side af bussen. Solsiden. Alle andre har laert for laengst at holde sig til den anden side. Eller i det mindste saette sig ud til gange hvor solens straaler maaske ikke helt naar. Jeg bliver siddende ved vinduet. Med blaesten i haaret gaar det nok.

Billedet er maaske taget for en maaned siden eller mere. Vi var i Guatavita. Det regnede en smule og jeg var lykkelig for der var ikke faldet en draabe regn den maaned jeg havde vaeret i Barranquilla. Det regner stadig ikke her. Men det er begyndt at blaese kraftigere. Regnen er begyndt i Bogotá og det omraade. Bogotá ligger i Cundinamarca. Der er jeg naar jeg ikke er i Barranquilla. Jeg er ikke i Bogotá. Eller faktisk var vi i sidste uge i Bogotá. Gik naesten forbi der jeg boede engang. Gaden med alle motorcyklerne. Det er ikke et specielt rart omraade. Jeg ved ikke om det er blevet vaerre eller om jeg ingenting opfattede dengang. I naeste uge skal jeg til Bogotá med nogle venner og det bliver sjovt at vise dem lidt rundt. Men Bogotá er en anden tid. Jeg har ikke meget lyst til at vaere i store byer laengere. Barranquilla er en stor by. Men lige her hvor jeg bor er her nogenlunde roligt. Der er dog ham der spiller paa harmonika naesten hele tiden. Uden rigtig at spille nogen melodi. Jeg har overstaaet de foerste eksamener. Her er der tre eller fire deleksamener i loebet af et semester og ens karakter til slut er gennemsnittet af disse. Mine stakkels klassekammerater naar knap at slappe af foer de begynder at bekymre sig om den naeste eksamen. Jeg er saa heldig at jeg bare skal bestaa. Maaske er det mest spaendende fag jeg har et om koen og kultur. Om end jeg til paa tirsdag skal finde paa en eller anden form for aktivisme et projekt om noget i anledning af kvindernes internationale kampdag i forgaars. Kampdag saa jeg ikke. Der blev solgt roser paa gaden. Man blev oensket glaedelig kvindedag. Der var tilbud i butikkerne paa haarprodukter og andre af saadan nogle ting som kvinder jo elsker. Jeg tror ikke jeg er saerlig meget for ideen om kamp. Men lige meget hvordan man vender og drejer det er der noget galt med maaden vi lever paa i dag og et eller andet maa vi goere. Ikke kun i forhold til et koensspoergsmaal.  I forhold til respekt i det hele taget. Respekt for vores omverden den jord vi gaar paa det vand vi drikker. Jeg var til en peyote ceremoni hvor der blev bedt for alle dem der saetter livet paa spil for at redde det rene vand der er tilbage. Magdalena floden som flyder fra San Agustin og loeber ud i havet her i Barranquilla er klam og forurenet. Jeg har hoert at det paa et tidspunkt ikke var muligt at bade ved de populaere strande udenfor byen fordi vandet var giftigt. I stedet for at taenke sig om og begynde at behandle floden ordentligt flyttede man udmundingen.